I boken "Ideologi er noget bras" utgitt av det danske
forlaget Taschenspiel, blir disse ordene formulert for å forklare
ideologiens grep på oss i dag: (boken kan lastes ned gratis på nett, og
anbefales på det varmeste: http://www.centerforvildanalyse.dk/taschenspiel/ideologi-er-noget-bras/
"Hvad hele forestillingen om en post-ideologisk tidsalder dækker
over, er dog naturligvis, at den er den mest ideologiske forestilling, man kan
have. Den slovenske filosof Slavoj Žižek har igennem de sidste godt 20 år
analyseret og demonstreret denne hyperideologiske ”postideologiske” tilstand,
og for ham er ideologi ikke først og fremmest et sæt af principper, som man
forsøger at overbevise sine medborgere om, eller
en utopisk drømmeverden, som man med vold og magt forsøger at
tvinge igennem. Den er snarere selve den ramme for vores politiske beslutninger
og adfærd, som vi stiltiende accepterer, for at få fred til at leve vores liv
og tilbringe tid med vores familier, uden at skulle tage stilling til alle
verdens fortrædeligheder og problemer.
Ideologi virker i virkeligheden bedst, når vi ikke er bevidste om den,
eller når vi kan få lov til at tilslutte os den, samtidig med at vi lader som
om, vi ikke gør. Vi kan f.eks. forestille os at være frie og moralske væsner,
der sagtens (personligt) kan være uenige med regeringen eller gå ind for en
klimavenlig omstilling til grøn energi, så længe det ikke for alvor påvirker
vore egne liv. Kritikken er gratis, så længe det ikke for alvor koster os
noget, og vi kan altid undskylde vores egen manglende radikale handling med de
forhindringer, som er stillet op for, at ordentlige mennesker kan gøre det rigtige.
(Det er regeringens, de riges, de fattiges, de arbejdsløses, indvandrernes
skyld). På det bevidste plan kan vi således være meget kritiske og hævde, at
der er alt muligt galt med det bestående, samtidig med, at vi i virkeligheden
godt ved, at der ikke rigtig er noget alternativ, som vi for alvor kan bakke op
om. Gennem denne kritiske manøvre får vi netop lov til at bevare den
samfundsmodel, der aktuelt giver os, de heldige, vestlige borgere i de
midterste/øverste socialklasser, et relativt godt liv.
For Žižek er ideologi derfor ikke de ideer, vi går rundt og taler om og
proklamerer, men den ubevidste tilslutning til det faktisk eksisterende, som vi
praktiserer. Ideologi er ikke at have en bevidst plan og tro på, at ”samfundet
(det perfekte samfund) er muligt” – at der er en virkeliggørelse eller
indfrielse af alle vore evner og aspirationer på den anden side, men at leve
som om, man tror på, at Denne virkeliggørelse allerede er realiseret, så man
ikke behøver forestille sig noget andet. Mens vi for eksempel livligt
diskuterer, om X Factor er godt for fællesskabet
eller fordærver ungdommen, føler vi os
muligvis som engagerede demokratiske borgere, men
vores opmærksomhed er åbenlyst fjernet fra enhver virkelig
demokratisk diskussion. Ideologi handler om,
at samfundet på fantasiens niveau betragtes som muligt, som Glyn Daly har
formuleret det. Eller med Žižeks ord: Problemet er, at vi ikke tror på vores
egen ubevidste tro på magtens omnipotens (Žižek 1993, 236).
Hvis man skulle gradbøje ideologiens greb i os, ville man således
kunne sige, at en tilstand er mere ideologisk, jo mindre vi finder anledning
til at betvivle rammerne for vores sociale realitet, og dét er netop
situationen i en stadig større del af verden efter Murens fald og
”historiens afslutning”. Det er som om,
rammerne er endegyldigt givet med det, den franske filosof Alain Badiou har
kaldt kapitalo-parlamentarismen, og der er ikke længere grund til at stille sig
radikale spørgsmål om andre mulige verdener, hvor
grundlæggende ting som demokrati, magt og ejendomsforhold for alvor
er til diskussion."
